Ny bog på vej via forlag Jeg blev i efteråret færdig med bogen ”Venlige øjne på dig selv – slip overdreven dårlig samvittighed”. Det var først min plan at udgive den selv, som jeg har gjort med alle mine bøger i Danmark indtil nu. Jeg havde planlagt udgivelse først i 2020, som tidligere annonceret. Men jeg fik lyst til at prøve at samarbejde med et forlag, så nu udkommer bogen i stedet i april på forlaget Gyldendal.
Jeg har været glad for at være selvudgiver. Har nydt at kunne tage alle beslutningerne og styre hele processen selv. Men selvudgiverbøger får ikke så meget medieomtale og kommer sjældent ud at stå hos boghandlerne. Nu er jeg spændt på, hvor stor forskellen bliver. Foreløbig nyder jeg at lægge en stor del af ansvaret fra mig. Bliver der fejl i bogen – ikke mit ansvar. Bliver omslaget grimt – ikke mit ansvar. Først nu kan jeg rigtig mærke, hvor tungt det også har været som selvudgiver at stå med hele ansvaret selv.
Og mens Gyldendal nu klarer resten vedrørende udgivelse af ”Venlige Øjne”, er jeg i gang med at skrive endnu en bog. Måske er jeg klar til at afsløre noget af indholdet i mit næste nyhedsbrev.
Den vigtigste indsigt Her på kanten af et nyt år kan jeg godt lide at gøre status. 2019 har for mig budt på både op og nedture. Især under de sidste har jeg erhvervet mig flere nye indsigter. De dukker typisk op, når jeg er på vej ud af en træt periode.
Min vigtigste nye opdagelse er på en måde ikke ny. Men man kan vide noget A, B, C, D og E. Man kan vide noget med hovedet, forstå det en tand dybere, erfare det helt ned i kroppen – eller så gennemgribende, at man må lægge sit liv om. Du kender sikker til, at du pludselig indser noget, du længe har vidst. Og bagefter kan du se, at det, du før mente at have forstået, kun var toppen af et isbjerg.
Mulighederne for kærlighed og lykke er ubegrænsede
Den vigtigste opdagelse, jeg har gjort i 2019, er, at selv om et menneskeliv kun varer et vist antal år, er mulighederne for at opleve kærlighed og mening ubegrænsede. Lykke kan nemlig ikke måles i tid. Du kan på ét minut opleve lige så meget kærlighed og mening som på 10 år.
Selvfølgelig er der tidsbegrænsninger, hvis du har lagt dig fast på, at glæden skal komme ind i dit liv på en bestemt måde fx ved at få et barn, en bestemt uddannelse, økonomi eller karriere.
Men hvis du er opmærksom på nu’ets muligheder, kan du opleve, at en umålelig glæde kan folde sig ud i et øjeblik.
Hermed vil jeg gerne ønske jer alle godt nytår.
|