Nedenfor kommer en forsmag:
Nogle mennesker har en meget forskønnet erindring om deres barndom og deres forældre. Da Inger mødte op i psykoterapi første gang, var hun overbevist om, at der ikke havde været nogen problemer i hendes barndomshjem:
»Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor mit liv har været så svært, for jeg har haft en fantastisk barndom. Mine forældre elskede mig virkelig højt. Min mor var hjemmegående. Der var altid nogen hjemme. Det var virkelig trygt. Jeg har haft en helt ekstremt tryg barndom. Jeg synes også, det er pinligt, at jeg nu sidder her hos dig. Der er heller ingen, der ved det, og især mine forældre må aldrig få det at vide.«
Ingen har haft en udelukkende god barndom. Der findes ikke perfekte forældre, og vi har alle fået skrammer i større eller mindre grad. Nogle tror, at deres barndom udelukkende var god.
Det er min erfaring, at der er en sammenhæng mellem, hvor mange positive superlativer en person bruger, når hun beskriver sin barndom og sine forældre, og hvor belastende barndommen faktisk har været. For Inger viste det sig længere henne i terapiforløbet, at hendes barndom i virkeligheden havde været fattig på kærlighed og ægte interesse.
De, der har haft en overvejende god barndom, har ikke brug for at understrege, hvor godt det hele var. De taler om deres forældre med varme og taknemmelighed. De kan ubesværet fortælle både om det, der var godt og om det, der var svært.
De klienter, der insisterer på at have haft er en udelukkende god barndom, bruger ofte følgende argument for fars og mors indiskutable fortræffelighed: »De har altid været meget interesseret i mig.« Dette giver anledning til en snak om, hvad interesse egentlig kan betyde i forholdet mellem forældre og børn.
Man kan skelne mellem to former for interesse. Man kan have en interesse i, at det går nogen godt. Jeg kan have en interesse i, at det går min partner godt eksempelvis, fordi det smitter af på mit humør, min økonomi og min sociale status. Og alle forældre har en interesse i, at det går deres børn godt. Så kan de nemlig føle sig som gode forældre, nyde at blive smittet af børnenes glæde og være stolte af deres afkom. Man kan have en interesse i andre mennesker på samme måde, som man kan have en interesse i at erhverve sig ting, som man skal bruge til det ene eller det andet.
At have en omsorgsfuld interesse for sit barns (eller sin partners) indre, er noget andet. At være interesseret i at komme til at forstå den anden så godt som muligt, at have lyst til at gå på opdagelse og finde ud af, hvilken helt unik personlighed den anden har, at være interesseret i den andens indre for den andens egen skyld og på den andens egne præmisser er noget helt andet end at have en interesse i.
En klient fortalte mig på et tidspunkt efter længere tids terapi:
Nu kan jeg se, at jeg simpelthen er opvokset som en ting. Der var ingen, der var interesseret i at lære mit indre at kende, ingen der spurgte til, hvad jeg inderst inde gik og ønskede mig eller håbede på. Mine forældre agerede, som om de i forvejen – uden at have undersøgt det – vidste, hvem jeg var. Og jeg forsøgte at være den, som de på forhånd havde bestemt at se mig som.
Efterhånden kunne hun både huske og mærke sin barndoms ensomhed og kunne påskønne sig selv for det store arbejde, hun var i gang med at gøre; først at holde op med at forsøge at være den, forældrene så, og herefter at finde ud af, hvem hun i virkeligheden selv var.
interesse i — eller — interesse for
En kvinde blev undervejs i et terapiforløb smerteligt bevidst om, hvor meget hun selv som mor havde haft mere interesse i end for. Hun fortalte:
Da jeg blev mor, var jeg vildt bange for, at jeg ikke var god nok. Når jeg så på min søn, var jeg optaget af at se tegn på, om jeg var god nok eller ej. Var han ked af det, så jeg det som et tegn på, at jeg ikke duede og kunne slet ikke holde ud at være sammen med ham i hans tristhed, men fandt i stedet på tusind aktiviteter for at gøre ham glad. Der var meget lidt overskud til at have interesse for hans indre – for hans egen skyld.
Når jeg taler med klienter om deres barndom, bliver de ofte meget optaget af deres egen forældrekompetence, og meget kede af at opdage egne mangler. Det er ofte en selvbeskyttelse, et forsvar mod at se sine forældres fejl i øjnene – så er det dog trods alt bedre at være optaget af egne fejl, som de typisk har været hele deres liv. På den måde beskytter de det indre billede af far og mor lidt endnu, for selv om de har opdaget, at far og mor ikke var helt så perfekte, som de først troede, så er fars og mors fejl dog små i sammenligning med klientens egne!
Det betyder ikke, at det ikke kan være godt at tage sin egen forældrerolle op til revision og måske benytte de nye erkendelser til at forbedre relationen til ens egne børn. Her er det vigtigt, inden man helt forsumper i skyldfølelser, at huske på, at ingen forældre er perfekte, og ingen børn undgår skrammer. Og godt det samme. Skrammer er ofte gode vækstmuligheder. Og en vis modgang er godt for børn og unge. Det er med til at modne dem, så de udvikler sider af sig selv, som måske ellers var forblevet i dvale.
Hvis vi har givet vores børn bare en anelse mere, end vi selv fik – er det faktisk en heltedåd, for det er særdeles svært at give noget, man ikke selv har fået. Når det lykkes, skubber vi den sociale arv i positiv retning. At tro, at man kan gøre alt rigtigt som forældre, er vejen til nederlag og krise, den dag realiteterne kommer frem.
Når jeg stiller spørgsmålstegn ved en klients forældrebillede, bliver klienten ofte meget hektisk og irritabel. Alene det at tale om det kan føles meget ubehageligt. »Jeg føler mig så illoyal,« er en replik, jeg ofte hører i den sammenhæng. Vi er inde på et farligt område. Forældreidealiseringen er ofte en af grundpillerne i hele en persons selvbeskyttelsesstruktur.
Hvorfor ikke bare lade dem have deres forældreidealisering i fred? Fordi en forældreidealisering har en høj pris. Kan man ikke se sine forældre, som de i virkeligheden er eller var, kan man heller ikke se sig selv.
Et idealiseret forældrebillede kan have to former for indflydelse på selvbilledet. Mere om det i de følgende to afsnit.
