Velkommen til mit andet nyhedsbrev i 2024.
Her kan du læse om en snarlig bogudgivelse, tanker om sorg og om en ny gruppe for lydfølsomme på Facebook.
For godt et år siden døde min far. Jeg havde ikke regnet med en særlig kraftig sorgreaktion. Dels fordi han var gammel og mæt af dage, og dels fordi jeg på en måde allerede havde mistet ham, da jeg var 11, og han fik sig en ny familie. Vores forhold blev aldrig igen lige så nært.
Nu har jeg erfaret, hvad jeg før kun havde læst, at smertefulde relationer ikke giver lettere sorgforløb. Tværtimod.
Selv om jeg har gået i terapi med min relation til min far og troede, jeg var helt afklaret, blev jeg alligevel ramt af sorgen over det, der aldrig kom til at lykkes imellem os. På trods af store investeringer fra min side.
Siden har jeg også erfaret, at der kan åbne sig nye døre til personlig heling, når en forælder dør. Det kommer jeg nok til at skrive mere om.
BOGUDGIVELSE
I 2010 udgav jeg min første bog "Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle". Den 26. september udkommer en tredie udvidet og revideret udgave på Gyldendal. Gyldendal ser tegn i tiden på, at emnet "særligt sensitive" er ved at blive hot igen og har fornyet relevans.
Som du kan de nedenfor, har bogen delvist fået ny titel. Gyldendal mener ikke "Elsk dig selv" går an i 2024. Så nu hedder den bare. "En guide til særligt sensitive og andre følsomme sjæle".
Her ser du forlagets beskrivelse af bogen:
Er du en følsom sjæl? Få størst mulig fornøjelse af dit medfødte talent for dybde, intensitet og nærvær.
Der er prestige i at være robust, have masser af energi, en stor omgangskreds og kunne feste hele natten. Har du svært ved at leve op til det ideal, og føler du dig nogle gange forkert, er der hjælp at hente i En guide til særligt sensitive og andre følsomme sjæle.
Med udgangspunkt i forskning viser bogen, hvordan følsomme mennesker på nogle felter er mere sarte end de fleste og samtidig har helt særlige ressourcer. Når de lærer sig selv at kende, blomstrer det medfødte anlæg for dybde, intensitet og nærvær.
Bogen indeholder:
En test, så du kan find ud af, hvor sensitiv du er
Ideer til gøremål, der skaber velvære, kreativitet og ro
Guiden er skrevet til sensitive mennesker, men den er også nyttig for forældre, chefer, partnere og andre, der er tæt på et følsomt menneske.
En guide til særligt sensitive og andre følsomme sjæle er en international bestseller, oversat til 24 sprog, og har solgt mere end 300.000 eksemplarer alene i Asien. Denne udgave er udvidet og revideret. Bogen udkom første gang i 2010.